Diggles korthalet bæltefinke

Gensyn med Diggle´s Bæltefinken
 Poephila cincta atropygyalis
Diggles

Af FLEMMING BARSLUND, Rungsted Kyst

Efter nogle års fravær er nu atter Diggle´s Bæltefinke at finde i de danske volierer, vi skal passe godt på den! Den er mere fredelig end dens ”fætter”- den Korthalede Bæltefinke og kan godt gå sammen med andre pragtfinker!

 Den Korthalede Bæltefinke er opdelt i 2 underarter: Alm. Korthalet Bæltefinke – Poephila cincta cincta (Gould), som har hvid overgump. Brystfarven er i almindelig kraftigere end hos den sortryggede (Diggles) underart, men der er store variationer i farven fra mørk tobaksbrun til lysebrun.

Den anden er: Diggle´s Bæltefinke eller Sortrygget Bæltefinke – Poephila cincta atropygialis Diggles, som har sort overgump. Brystfarven er i almindelig lysere end hos den hvidryggede underart, dog findes også hos denne store variationer i farven. I almindelig er den grå farve på hovedet lysere end hos alm. Korthalet Bæltefinke. I øvrigt ligner begge underarter hinanden. Men Diggle´s Bæltefinke er som hovedregel en mindre fugl, ikke så kraftig i statur, meget lysere i farven og med sådan et sølvgrå, blåligt skær over sig

Australske opdrættere

I Australien skelner de hjemlige opdrættere mellem to typer Diggles Bæltefinker, en mørk og en lys, som de kalder henholdsvis: Chocolate Diggles (dark form) og Normal Diggles (normal form).

Kønnene er ens farvede. Der angives af og til ydere kendetegn, navnlig at hannens sorte strubeplet er større end hunnens. Dette kendetegn er dog på ingen måde sikkert. Hos hannen er den grå farve på hovedets sider ofte lysere, næsten hvid, men heller ikke dette kendetegn er sikkert, da der også findes hanner med mørke hovedsider. Det eneste sikre kendetegn er hannens sang.


Diggle´s de 2 sortryggede til højre i billedet

Bastarder mellem de to underarter har sorte overhaledækfjer med hvide spidser (en iagttagelse, der får stor betydning i min artikel, som jeg senere skal vende tilbage til). Disse kan hos de enkelte individer være ganske små, hos andre så store at de danner et hvidt tværbånd.


Curt af Enehjelm´s Diggle´s Bæltefinker

Udbredelse

 Diggle´s Bæltefinken over hele Cape York halvøen i det nordøstlige Australien til byen Cairns på den australske østkyst. Den Hvidryggede Bæltefinke fra Cairns til det nordlige New South Wales i syd. Hvor de to underarters udbredelsesområder mødes, er der en blandet population med forskellige variationer af sorthvide overhaledækfjer.

 Fascineret af Diggle´s Bæltefinke

Diggles Bæltefinken blev første gang indført til Europa (England) i 1956. Udenfor Australien er den i dag mere end sjælden, som det vil fremgå senere i min artikel.

Da forfatteren og tidligere zoo-direktør i Helsingfors zoologiske have i Finland Curt af Enehjelm kom til Skelby på Falster i slutningen af 1960´erne medbragte han bl.a. en lille samling stambogsførte Diggles Bæltefinker, som han tidligere havde importeret fra Keston Bird Farm i England.

På daværende tidspunkt havde jeg adskillige par af den alm. Korthalede Bæltefinke, en stamme fra Lars Johansen i Ø. Toreby, det var meget kraftige fugle, som var meget tobaksbrune, men ved mine ugentlige besøg hos Curt af Enehjelm blev jeg mere og mere fascineret af Diggles Bæltefinkerne, som var meget mindre og lyse med det specielle sølvgrå næsten blålig skær over sig!


Mine første Diggle´s velanbragt i min voliere

Curt af Enehjelm meddelte mig, at hvis jeg skilte mig af med mine Korthalede Bæltefinker, ville han overlade mig nogle par af Diggles, han var tilsyneladende bange for, at jeg kom til at blande stammerne!

Det gjorde jeg så, og det var med stor forventning, at jeg afhentede 7 par Diggles hos ham. Umiddelbart efter at fuglene kom til mig i Maribo, udbrød der desværre sygdom i bestanden, og jeg mistede de 6 par, dyrlæge Poul Nielsen, Maribo som i øvrigt var en stor fuglemand, havde dog forinden gjort alt for at helbrede dem, men kun eet par overlevede.


Solen udendørs gjorde dem godt

9 unger i eet kuld

På grund af deres sygdomsforløb ventede jeg mig ikke meget af dette sidste par, men overlod det alligevel en lille voliere for sig selv, indendørs var den 1 x 1 x 1 m og med udendørs 2 x 2 x 1m, godt beplantet med Pampasgræs, Humle, Vildrose etc. Den friske luft og solen må åbenbart have gjort dem godt, for som det fremgår af billedet byggede de en rede i en vandret undulatkasse i indendørs volieren, jeg tænkte ikke faktisk mere på dem, men var dog på et tidspunkt meget overrasket over, hvor meget foder de satte til livs.


Så kom den første unge ud

Når jeg iagttog dem, forsvandt de altid ud i udendørsvolieren og omvendt, men pludselig en dag sad der 3 unger i indendørsvolieren og i løbet af nogle få dage kom der yderligere 6 til, altså eet kuld på ikke mindre end 9 stykker, det var noget af et eventyr, når man betænker deres baggrund.


Diggle´s med ni unger i eet kuld       

Ikke mindre end 255 unger

Senere fik jeg fra Curt af Enehjelm suppleret op, specielt husker jeg en lejlighed, hvor hans gode ven, professor, dr. Klaus Immelmann, Det zoologiske Institut i Braunschweig var på besøg, han havde ved denne lejlighed mange fugle med til Curt af Enehjelm fra sit Institut i Braunsweig, det vil sige originale, vildfangede Pragtfinker fra Australien her i blandt: Diggle´s Bæltefinker, Gule Sivfinker, Maskebæltefinker, Zebrafinker etc., som han efter sit stipendiat og et års ophold i Australien, hvor han skrev på sin doktorafhandling havde fået lov legalt at udføre fuglene til Instituttet.

 Jeg fik mange unger og havde Diggles til midt i l980 ´erne, Mesteren selv: Curt af Enehjelm fik i l970 ´erne ikke mindre end 255 unger af Diggles kan jeg se i hans stambogsnotater, minutiøst bogført som kun C af E gjorde det!

Diggles er en fortrinlig burfugl, den fodres på samme måde som andre pragtfinker med hirse og kanariefrø, såvel tørt som spiret. Desuden fuglegræs og mikro-orme.


De første Diggle´s unger som er blevet selvstændige

Foderet er i de forløbne små 40 år blevet lidt moderniseret og ser nu således ud: En speciel tropeblanding for australske pragtfinker, som Diggles foretrækker: 40% småt kanariefrø, 28% gul senegalhirse, 15% hvid hirse, 10% japanhirse, 6% rød senegalhirse (red panicum), 1% perillafrø, i skåle for sig selv: Original hvid hirse importeret fra Queensland i Australien, Balttner´s specialblanding for Kronfinker, speciel skovfugleblanding uden rybs, speciel sisken blanding, franske røde spirede hirsekolber, Biotropic´s Topvit komplet (specielt opmadningsfoder med insekter, ukrudtsfrø, mineraler, sporestoffer etc.), mikro-orme, alm. fuglegræs, salat-agurk, Spirulina ( et sydamerikansk Alge-produkt) og endelig AVIAN Nectar, ( en speciel nektar, udviklet af Dr. J. Rovers, Holland, han har bl.a. fået over 130 kolibrier på pind!) Denne nektar gives som bifoder en gang i døgnet, så meget som der bliver taget på nogle timer. Den gives bedst i en drikkeautomat med plastictud, der altid må holdes ren.

Den største landvinding er nok den nye nektar, det mener i hvert fald Diggles, sjovt at se når jeg kommer med Avian nectaren om morgenen, hvordan de direkte danner kø på pinden, hvor glassene bliver placeret, for derefter tålmodigt at vente til det bliver deres tur!

Lysanlæg

Endvidere har jeg bemærket deres adfærd fra en ny vinkel, jeg har et større lysanlæg af True Lite Power twist rør samt automatisk styret trinløs neddæmning af disse lysstofrør, den såkaldte skumringstid 30 minutter om aftenen og opdæmring om morgenen er det særdeles morsomt & givende at se deres adfærd, det er nemlig dem af de mange fugle, der står først op sammen med Purpurkronfinkerne og er særdeles aktive ,et skue uden lige, som de & Purpurkronfinkerne deltager aktivt i, som jeg vil beskrive ved en anden lejlighed.

Nævnes skal det også, at små totter af akvarie-filter-vat fremmer deres interesse for redebygning, fuldstændig som vi kender det fra kolibrier. Dette gælder i øvrigt også Purpurkronfinker.

Diggles har vist sig som udmærkede ynglefugle og opmadet 2 eller 3 kuld unger efter hinanden. Reden bygges ofte i en halvåben redekasse, undulatkasse eller en lukket ståltrådsrede (model Curt af Enehjelm) , sjældent fritstående i buskads. Som redemateriale foretrækker fuglene kokostrævler. Indvendigt er reden polstret med lidt hår eller fjer. I voliere har fuglene hos Curt af Enehjelm og mig ofte bygget deres rede oppe under loftet. Æggenes antal er sædvanligvis 5-7, men som det fremgik tidligere i artiklen, i sjældne tilfælde 9 stk. Ungerne forlader reden ca. 3 uger gamle, men mades endnu i ca. 3 uger af forældrene. Disse har ofte påbegyndt et nyt kuld allerede 10-12 dage efter, at ungerne har forladt reden.

En lille advarsel

Med hensyn til ungernes behandling vil dog være på sin plads, dette gælder alle 3 bæltefinkearter, altså også den Spidshalede og i særdeleshed Maskebæltefinken! Disse er meget ømfindtlige over for flytning!

Derfor skal man have bur nøjagtigt magen til det, hvor ungerne er født, med pinde og rede placerede på samme måde og med samme slags foderskåle som ungerne er vant til. De må ikke fjernes fra forældrene tidligere end 3, men hellere 4 uger efter de har forladt reden. Dette gælder ved opdræt i bur. I voliere må man hellere lade ungerne blive til de er helt udfarvede, altså ca. 4 måneder gamle. De generer ikke forældrene, når disse atter begynder et nyt kuld, og bliver heller ikke forfulgt af disse.

Diggle´s Bæltefinken er fredelig

Den alm. Korthalede Bæltefinke kan være meget ondskabsfuld over for andre fugle, navnlig når den har æg eller unger. Mærkeligt nok har Diggles Bæltefinken vist sig at være lige så fredelig i voliere som dens slægtninge, den Spidshalede og Maskebæltefinken. Dog må man huske at fuglene er individualister, hvorfor der er al mulig grund til nøje at iagttage et nyt par, der bliver sat i en voliere, ikke alene den første dag, men navnlig når man ser at fuglene føler sig hjemme og bygger rede. Mine gode erfaringer med Diggles Bæltefinken omfatter mange par, og Curt af Enehjelm og andre fuglevenner har gjort samme erfaring.

For ca. 3 år siden opstod den gamle kærlighed igen til at få Diggles, i 2½ år ulejligede jeg et utal af mennesker i min store søgning efter dem, annoncerede i engelske, tyske, belgiske, franske, hollandske & danske fugletidsskrifter, men lige meget hjalp det, jeg førte også mange telefonsamtale, sendte telefax & masser af E-mails uden at der kom noget ud af det, jeg måtte konstatere, at i Danmark var de sidste uddøde omkring 1998, i England havde de ikke været i mange år, meddelte Australian Finch Society i England. Tyskland, Belgien & Frankrig det samme og ingen reagerede på mine hollandske annoncer!

Det var godt nok nedslående, men kort før Jul i 1999 blev jeg ringet op af mine fuglevenner på Falster, de ville lige fortælle mig en sensation, blandt deres stammer af alm. Korthalede Bæltefinker var der kommet 3 “sorte” unger som de sagde, dem måtte jeg godt få, jeg kunne hente dem efter Jul, jeg tror ikke, jeg sov den nat!

  1. juledag kørte jeg derned, det var rigtigt, de 3 unger var sortrygget, dem fik jeg samt hunnen, der havde fået ungerne.

Baggrunden var følgende: Mine fuglevenner arbejdede med Gunni Nielsen´s, Systofte stamme af Korthalede, vi ved, at Gunni Nielsen på et tidspunkt havde både den Korthalede Bæltefinke, tobaksbrune stamme fra Lars Johansen og Curt af Enehjelm´s Diggles Bæltefinker, den snedige læser må gætte, hvad der er sket!


Diggle´s lutino til venstre

Ja, helt rigtigt: Gunni Nielsen har fået blandet dem, i arvelighedslæren ved vi, at den alm. Korthalede Bæltefinke er den dominerende faktor (hvidrygget) og Diggles er recessivt (sortrygget). Det vil sige, hvis en ren hvidrygget parres med en sortrygget bliver ungerne hvidryggede med split for sortrygget. Hvis to hvidryggede med split for sortrygget sættes sammen skulle det med held 25% blive sortryggede, dette viste sig først efter 15 år!


Mine Diggle´s nuværende udendørsvoliere

Split Diggles Bæltefinker fra Falster var da altid en start, men i februar 2000 kom jeg endelig i kontakt med en hollænder, der havde rene Diggles Bæltefinker, som han selv sagde, de eneste i Europa efter nogle forhandlinger, erhvervede jeg 5 par, det var en oplevelse af de helt store at se de små sølvgrå med blåligt skær igen, disse er dog mere vanskelige end jeg husker dem, men har i skrivende stund dog fået 8 unger på pind, desværre har de smidt 14 unger ud!


Bemærk det blålige skær på hovedet af denne Diggle´s

 Men nu er Diggles Bæltefinken atter i Danmark, denne gang vil vi passe ekstra godt på den, det fortjener den!

 

Litteraturhenvisning:

Henning Pust: Politikens Stuefuglebog,

Curt af Enehjelm: Ersteinfuhr des Schwarzbürzeligen Gürtelgrasfinken nach England. Gefiederte Welt, Heft 11 (1956).
Klaus Immelmann, Jürgen Nicolai: Vögel in Käfig und Voliere, Prachtfinken, bind 2 Amadinen. 2 oplag Aachen (1977).
Horst Mayer: Korthalet Bæltefinke, Dansk Fuglehold 1/1996.
Curt af Enehjelm: Pragtfinkebogen
D. Hansen: Über die Gürtelamadine, AZ Nachrichten 44. Jahrgang, nr. 1 Januar 1997.
Professor, Dr. Klaus Immelmann und W. Kujawa: Unsere echten Grasfinken.

 Fotos af Flemming Barslund

Lukket for kommentarer.