Dværgskadefinken 2

Gensyn med Dværgskadefinken
Lepidopygia nana (Pucheran)

Af FLEMMING BARSLUND, Rungsted Kyst

Så skete det , efter knap 30 års venten er den lille Dværgskadefinke igen ny importeret til Danmark! Men skynd jer at gå ud og erhverv den nu, der kunne jo gå 30 år igen, inden vi får ny importer igen!

Da jeg blev pensioneret for 4 år siden, lagde jeg en handlingsplan, som bestod i, at jeg ville anskaffe mig de samme fugle (arter) igen, som jeg oprindelig havde, altså rent nostalgisk ville jeg starte der, hvor jeg slap, det drejede sig om: Purpur Kronfinker, Gule Sivfinker, Timor Zebrafinker, Pragtnonner, Dværg Sivfinker, Gittervinget Ringastrilder, Jamaica-finker, diverse Cubafinker, Klerkefinker og ikke mindst Diggle´s Bæltefinke, denne tog mig 2½ år at opspore, og nu kom kronen på værket: Den lille Dværgskadefinke fra Madagascar, denne tog altså 4 år!

 Men det har været det hele værd!

Navne

Den lille Dværgskadefinke blev tidligere henført til slægten Spermestes, men er nu eneste repræsentant for         slægten Lepidopygia. Sandsynligvis er den dog nærmere beslægtet med Perlehalsamadinen, grundet dens ganetegning m.v. og hannens sang minder da også om denne.

 Da det er en meget lille fugl, så er det et ganske godt navn til den. Dens systematiske navn består som nævnt slægtsnavnet Lepidopygya, der fra græsk og latin, idet det græske lepis betyder skæl, mens pygius er latin og betyder på gumpen. Det hentyder til de gulrandede overhaledækfjer hos den. Dens artsnavn nana er sådan set både græsk og latin, idet nanus er det latinske og nanos er det græske. Det betyder dværg.

Englænderne kalder den Bibfinch eller Dwarf Mannikin, mens tyskerne kalder den Zwergelsterchen og hollænderne Dwergekstertje.

Dværgskadefinker ved reden!

Navngiveren

Navngiveren var en franskmand vePr@gtfinker.comd navn Jacques Pucheran (1817 – 1894). Han var en ikke så kendt zoolog og forfatter og skrev sit mest kendte værk i 1842 om en ekspedition til Sydpolen og Stillehavet med de to franske korvetter Astrobal og Zelée, idet han var ansvarlig for det bind, der omfatter pattedyr og fugle. Han deltog ikke selv i ekspeditionen. Han har fået opkaldt mindst 4 fugle efter sig bl.a. en spætte

 Lidt historisk

Dr. Karl Russ omtaler den i 1. udgave af ”Prachtfinken” fra 1879, og henviser til Dr. Hartlaubs beskrivelse og nævner, at den findes i Paris og Philadelphias museer. I 2. udgave af samme bog (1898) er der en udførlig farvebeskrivelse. Arten blev indført i ringe antal i 1880 og 1881.

 Fra 1884 blev den indført i støre antal. Første gang opdrættet af premierløjtnant Hauth – en meget kendt opdrætter – i 1884. Senere også opdrættet af andre liebhavere. Karl Neunzig omtaler den i 2. udgave af ”Dr. K. Russ´Vogelzuchtbuch” (1907) – ofte opdrættet – kuld 5-7 æg – rugetid 11 –13 dage. I ”Fremdländische Stubenvögel” 5. udgave 1921 – gentager Neunzig stort set den tidligere beskrivelse.

Dr. Russ i 2. udgave af ”Prachtfinken” opgiver prisen til Mark 4,50 pr. par (til sammenligning: Gråastrild Mark 1,50, Helenafasan Mk. 2,00, Båndfinke Mk. 2,00, Hvid Risfugl Mark 8,00, Kæmpeskadefinke Mk. 12,00, Mågefinke Mk. 3,50, Zebrafinke Mk. 4,50)


Aktive Dværgskadefinker

”Bonsai-Diggles-Bæltefinke”

Den er kun 9 centimeter stor og kommer fra øen Madagaskar, som ligger lidt øst for Afrika, den er den eneste oprindelige Pragtfinkeart på øen.

 Udenfor yngletiden lever Dværgskadefinkerne i små sværme både i buskstepper og kulturlandskaber. Den findes overalt på Madagaskar, dog undtagen i de tætte skove, men i udkanten af skove, skovlysninger, også i plantager, på marker, specielt græsmarker. Lokalt findes den også i landsbyer samt hvor der er et vildnis med ukrudtsplanter. I yngletiden parvis eller små grupper op til 50 fugle. Det kan være familiegrupper med deres ungfugle fra alle kuldene i sæsonen. De holder sammen, når de flyver og sidder tæt sammen i buske og træer, når de hviler. De er også blevet observeret i miksede flokke. I tætte buske bygger de deres rundformede reder af græs og polstre dem med planteuld. De kan dog bruge reder af andre arter som til eksempel Madagaskarvæveren

Dværgskadefinken ser ved første blik ud som miniature udgave af Diggle´s Bæltefinken, der er ingen synlig kønsforskel. Et sikkert tegn er dog hannens sang, idet hunner aldrig synger.

Sjældent importeret

Hvornår Dværgskadefinken først blev indført til Danmark, er der ingen bestemt tidsangivelse for. I Tropefuglenes liv i Fangenskab 1894 omtaler Wiese, at         han erhvervede nogle par, af hvilke han beholdt et. Prisen var kr. 10,00. Opdræt har han åbenbart ikke fået, idet reden blev ødelagt af undulatunger. I nyere tid blev den sjældent         indført. Det første opdræt antagelig hos Axel Reventlow, den gang i Odense, i 1928

I 1930 importerede Curt af Enehjelm samme med grosserer Michael Rasmussen, en sending fugle, bl.a. nogle par Dværgskadefinker. Uheldigvis var sendingen behæftet med en eller anden infektionssygdom, og Curt af Enehjelm mistede hele sendingen plus en del af sin bestand. Curt af Enehjelm formoder, at der blev indført eksportforbud på Madagaskar omkring 1930.Fra det tidspunkt var arten forsvunden fra fuglemarkedet, indtil den i efteråret 1973 atter

dukkede op. Min sommerferie i 1973 benyttede jeg til at tage til Holland for at se på fugle. ,jeg besøgte ca. 20 hollandske opdrættere, importører, fuglefarme o.l., adresserne havde jeg på forhånd taget i det hollandske blad Onze Vogels samt konfereret med Curt af Enehjelm inden jeg tog af sted. Hos ingen af disse store fuglefolk sad der Dværgskadefinker, men den sidste, jeg besøgte, var H.B. Mertens i Bellingwolde, og det var denne mand, der havde importeret samtlige Dværgskadefinker til Europa, og således fordelt dem til         sine kontakter, herunder den danske importør Erik Rasmussen og derfra videre til Tropehuset i Holbæk.

Nu er det jo ret almindeligt, at en art pludselig forsvinder for mange år. F.eks. var den Korthalede Bæltefinke den almindeligste indførte art indtil første verdenskrig udbrud i 1914. De to andre bæltefinker; den Spidshalede og Maskebæltefinker var derimod sjældne. Efter krigen dukkede disse to arter op i begyndelsen af 1920 ´erne. Det første- og foreløbig eneste – par så Curt af Enehjelm i tyverne hos fuglehandler A. Hansens efterfølger. Større importer af denne art kom der først i 1937-38.

 Og der kan gives mange andre eksempler, hvor det er vanskeligt at finde årsagen.

Derimod var eksportforbudet jo en klar årsag til Dværgskadefinkens forsvinden. To andre tidligere indførte arter fra Madagaskar: Gråhovedet Dværgpapegøje og Madagaskarvæveren, blev dog af og til tilbudt, men her er muligvis en sandsynlig forklaring. Gråhovedet Dværgpapegøje siges at være fra sendinger, som går under et andet navn. Hvad Madagaskarvæveren angår antagelig en anden art af slægten Foudia – Fouidia eminentissima – der i 5 underarter er udbredt på Comoro øerne. Muligvis er det nogen af disse, der har været på markedet, skønt det ikke ville være vanskeligt at bestemme dem.

Forsvandt fra vort fuglehold indtil jubel året 1973

Siden 1973 er det siden gået ned af bakke med bestanden, og i dag er den stort set væk fra vore fuglehold, men tilbage til det der skete i 1973:

  I efteråret 1973 så jeg til min forbavselse i tidsskrifterne Onze Vogels (hollandsk), AZ Nachrichten og Die Gefiederte Welt (tyske), at der blev tilbudt Dværgskadefinker til salg, senere erfarede jeg gennem min gode ven, Henning Pust, der på daværende tidspunkt var bosat i Gl. Ølstykke, at der sad 10 stk. Dværgskadefinker i Tropehuset i Holbæk, prisen var kr. 1.500,00. Efter at have læst, hvad jeg kunne finde om dem, samt en sidste konferering med Curt af Enehjelm, besluttede jeg at købe alle 10, velvidende, at der var chance for, at det kunne være ens køn, eller i heldigste fald nok så ulige antal hanner og hunner.

Det skulle senere vise sig at være aldeles ubegrundet, idet det nemlig viste sig at blive 5,5 – et fantastisk held. De 2 par afhændede jeg til hhv. Curt af Enehjelm og Henning Pust. Mine 3 par blev fordelt på 3 volierer med følgende mål: 1 x 1 x 1 m indendørs med adgang til udendørs 3 x 2 x 1 m, godt beplantet med hyld, vildrose, humle, bambus, pampas- og elefantgræs. Senere erfarede jeg, at Dværgskadefinkerne er meget selskabelige, og at de yngler bedst i en lille flok på 3 til 5 par, hvor de kan finde deres egen partner (sympati par), de yngler bedst i volierer, men kan dog gøre det i rummelige burer.

Sympatiserende par er en forudsætning for vellykket opdræt

Et lille trick, som Curt af Enehjelm lærte mig, var, at jeg listede ind i fuglehuset, når det var blevet mørk, tog deres kurverede ned forsigtigt, medens jeg hold hånden for, derefter tog jeg parret, kiggede på deres ringe og noterede hvem der sov sammen med hvem, dette gjorde jeg så nogle gange, men måtte også konstatere, at det er med Dværgskadefinkerne som med menneskene, det er ikke altid de samme, der sover sammen, specielt husker jeg en lille han med 2 blå ringe, der i den retning voldte mig store problemer, men da han til sidst havde besluttede sig, blev han den han, der gav flest unger!


Se her undersiden af Dværgskadefinken!
 

 Foruden hvert par Dværgskadefinker kom der til at gå 3-4 par yderligere pragtfinker, i de 3 volierer viste sig hurtigt en harmonisk balance. Alle 3 par gik i gang med at bygge rede så at sige med det samme, de 2 par i en vandret undulatkasse, det 3. par i en lille stærekasse til vilde fugle. De laver gerne soverede, og udenfor yngletiden overnatter de gerne i sovereden, til tider mange par!

I min senere opdræt yndede de at bygge frit, gerne ovenpå en trådrede (model Curt af Enehjelm), hvor der anbragt grene af Gedeblad, som det fremgår af mit foto. Redematerialet er hø, halm græs og kokustrevler samt alle mulige fibre, som man kan købe færdig i en pose, som kommer fra Italien (Avifauna har den!). Reden er meget kompakt bygget, som det fremgår af billedet.

 Samtlige kasser og reder var anbragt indendørs. Jeg ville ikke forstyrre fuglene, hvorfor jeg ikke kontrollerede rederne. Den 20/12 kunne jeg høre, at der var unger i reden, idet de skreg særdeles højlydt. I forbindelse med nytårsaften var der desværre strømsvigt til mit fuglehus, og denne forstyrrelse har nok bevirket, at de voksne fugle ikke ville gå på reden igen, for den 1. januar mødte der mig er sørgeligt syn, idet 4 store flyveklare unger lå i reden og døde. Det var en særdeles sørgelig start på det nye år, men kort tid efter, den 10. januar hørte jeg unger hos det andet par, og den 20. januar fløj 4 unger ud, det var et dejligt syn!

 Da de opholder sig meget på jorden bruger jeg ovntørret Bøgeflis som underlag, det ser man også overalt som bunddække i kasseburer og indendørs-volierer i Belgien/Holland, både til tropefugle og frugt- og insektædende fugle, lories etc. Den ovntørrede bøgeflis fra Belgien kan nu købes hos K.Brylle i Tølløse. Jeg smider engang imellem nogle micro-orme i bøgeflisen, sjovt at iagttage, når pludselig de finder dem, så undersøger de hele bunddækket. Jeg giver alle min fugle en speciel mineralblanding i en lille bakke for sig selv, den består af: Fanø Skaller, som kan købes hos Palle Frejvald Hansen, Vitakalk, norsk tangmel, Vispumin og Minorvit.

Dværgskadefinkerne viste sig at være overordentlig ynglevillige, idet 2 par allerede det første år gav mig 48 unger på pind!

Jeg fik i de år langt over 150 unger på pind, de kom langt omkring i Danmark, til Sverige & Tyskland!

Ungerne bliver længe i reden


Store Dværgskadefinker-unger kigger ind reden til deres mindre søskende

Generelt om Dværgskadefinkeopdrættet kan jeg sige, at hunnen lægger 4-6 æg, som normalt bliver udruget efter 11 dages forløb, i sjældne tilfælde kan der være tale om 7-8 æg. Ungerne bliver i reden 24-28 dage, dette er noget mere end det normale for pragtfinker, til gengæld er ungerne, når de flyver ud, absolut flyvesikre og klatrer nemt i kviste. De begynder hurtigt at tage næring til sig, og 9-10 dage efter er faktisk selvstændige. Jeg vil dog råde til, at de får lov at blive hos forældrene nogen tid yderligere for en sikkerheds skyld, og jeg kan da fortælle, at forældrene alligevel går i gang med at forberede næste kuld uden forstyrrelse fra de store unger. Jeg har oven i købet set, at de store unger har hjulpet til med at made deres mindre søskende.

 

Dværgskadefinke-rede bygget frit i grene!

Når ungerne forlader reden, er de som nævnt fuldbefjerede, den mangler den sorte strubeplet, men vil udfarve i løbet af 4-6 måneder.

Nyudviklet opmadningsfoder med myreæg & insekter

Foderet har jeg moderniseret en anelse siden         1970 ´erne, det ser således ud: En speciel tropeblanding for australske pragtfinker, som Dværgskadefinkerne foretrækker, bestående af 40% småt kanariefrø, 28% gul senegalhirse, 15 % hvid hirse, 10% japanhirse, 6% rød senegalhirse (red panicum) samt 1% perillafrø, Blandingen kan nu købes i Danmark (Orlux). I skåle hver for sig gives: Original hvid hirse, importeret fra Queensland i Australien, Blattner´s specialblanding for Siskner. Endvidere spirede, franske, røde hirsekolber og en speciel spireblanding for tropefugle med bl.a. mungbønner, drysset med malede Beo-piller fra en kaffemølle samt en måleske animalsk protein ”Pieters Speciaal”, som indeholder Eiwitt 90 + Protein 90 , samt et nyudviklet opmadningsfoder, som den belgiske trendsetter i finkefugle: Noël Moyaert har udviklet sammen med Orlux, dette æggefoder indeholder bl.a. myreæg og mexikanske larver, dette foder fås ligeledes nu i Danmark. Micro-orme, alm. Fuglegræs, salatagurk, “Spirulina” – et sydamerikansk alge-produkt og endelig AVIAN Nectar , der er et produkt specielt udviklet til kolibrier af dr. J. Rovers, Holland, som ved brug heraf har fået over 130 kolibrier på pind! Et kvantum af denne nektar svarende til, hvad der bliver drukket på få timer, gives som bifoder én gang i døgnet. Nektarblandingen gives bedst i en drikkeautomat med plastictud, der altid må holdes ren.

 I Holland/Belgien benytter fugleimportørerne et produkt, der hedder Bovomix fra Bogena, dette er et konditionspulver med vitaminer, sporestoffer etc. – bruges som antistressmiddel, dette får alle mine nye fugle i en kort periode, af og til også min bestående bestand.

         
Dværgskadefinker her sammen med Gittervinget Ringastrilder, Cubafinke og Sølv Zebrafinke

Vi skal passe godt på den!

Efter en kortvarig akklimatisering er Dværgskadefinken hårdfør og fredelig. Den trives fint sammen med andre pragtfinker i volierer, jeg holdt i mange år en lille flok Dværgskadefinker sammen en lille flok Timor Zebrafinker, det var til stor gensidig inspiration for begge fuglearter. Idealtemperaturen for Dværgskadefinken er         ikke under 15 grader. Husk, den især elsker at bade, som vi kender fra den lille Pragtnonne.

Gensynet med Dværgskadefinken kan hermed anbefales på det varmeste. Den skal have nok plads, for at befinde sig vel, så er den ikke fordringsfuld, men problemfri, udholdende og tillidsfuld. Hannens lille sang, som ligner meget Perlehalsamadine hannens, den smukke fjerdragt samt ynglevilligheden vil også altid skaffe den tilhængere.

År 2001

Nu er det kommet 200 stykker frisk importerede Dværgskadefinker til Danmark. Lad os denne gang virkelig bevare denne lille ”Bonsai-Diggles Bæltefinke” i Danmark – det fortjener den.

 Litteraturhenvisninger:

Curt af Enehjelm: Pragtfinkebogen.

Henning Pust: Politikens Stuefuglehåndbog.

Flemming Barslund: Dværgskadefinken- Prøvenummeret af DANSK FUGLEHOLD.

Jørgen Møller Hansen: Skadefinker og andre.

Esther Verhoef-Verhallen: Geïllustreerde Kooi- & Voliérevogels Encyclopedie.

Robin Restall: Munias and Mannikins

Sidste Nyt!

Maj 2003 på Rungsted Kyst: Der er nu siden, jeg fik dem kommet over 150 unger på pind, kuldene størrelse har varieret fra 1 til 8 stykker i eet kuld! De har ynglet både i kassebure, små indendørsvoliere og store udendørsvoliere, i min store voliere på 150m2 går der for tiden 20 par sammen med mange andre fugle. Dværgskadefinkerne yngler der ligesom i en koloni og holder meget sammen – en stor oplevelse at se dem hen under aften holde fælles flyveøvelse med alle deres unger!

Lukket for kommentarer.