Pragtnonnen

Pragtnonnen
Munia spectabilis
(SCLATER 1879)

 Af FLEMMING BARSLUND, Rungsted Kyst

Sjældenheder blandt de importerede fuglearter har næsten altid en ophidsende virkning på fugleliebhaverne, og det kan derfor næppe undre nogen, at jeg, der altid har regnet sivfinker til mine favoritter, blev særdeles interesseret, da jeg i april 1978 fik at vide, at der hos en københavnsk fuglehandler sad svensk-opdrættede Pragtnonner til salg.

I Pragtnonnernes hjemland, Ny Britannien, Øen Umboi,         Long Island, dele af det nordlige og nordøstlige Ny Guinea, i Cyclopebjergene, i baglandet ved Humbolt Bay, Bismarck-, Sauwaged- og Herzogbjergene samt i området ved Wahgifloden, lever Pragtnonnen i små flokke på 10-12 individer i græslandet umiddelbart nær ved vand og i helt op til 2000 meters højde i bjergene. Føden består for det meste af pollen fra græs og dernæst græsfrø.


Vilde Pragtnonner i naturen

Sat under observation

Min gode ven, Henning Pust, der dengang boede i Vordingborg, og jeg kørte omgående til hovedstaden, og der sad ganske rigtigt syv stk. Pragtnonner, hvoraf de fleste var unge fugle og derfor endnu ikke udfarvede.


Pragtnonne

Fuglene, der gik i små kassebure, var alle ringmærkede og meget sky. Medens Henning Pust kiggede på de øvrige fugle, bl.a. Sump-Klerkefinker, Sortstrubede Klerkefinker og Dværg-Klerkefinker, blev jeg stående ved Pragtnonnerne. Jeg fjernede mig nu lige så stille så langt tilbage, jeg kunne, uden dog at tabe ringene på fuglenes ben af syne. Efterhånden som tiden gik, blev Pragtnonnerne mere og mere fortrolige ved min tilstedeværelse, og jeg observerede da flere gange, at en af fuglene med rød ring holdt sammen med en med blå ring.


Sortstrubet Dværg Klerkefinke

Valgte det rigtige par

Egentlig ville jeg gerne have købt alle syv fugle, men dette kunne desværre ikke lade sig gøre. Jeg måtte kun købe to , og den »listige læser« må så gætte på, hvilke to jeg valgte. En måned senere lykkedes det mig at erhverve yderligere tre stk. af samme sending, som nu i mellemtiden var havnet i Fuglebjerg. De fem Pragtnonner anbragte jeg sammen i en lille voliere på 1 x 1 x 1 m. De var i begyndelsen meget sky og urolige, men gik dog straks villigt til foder og vand. Fodringen havde selvfølgelig på forhånd givet mig mange spekulationer, hvilket dog ikke havde været nødvendigt, idet det viste sig, at Pragtnonnerne kunne fodres på ganske samme måde som de andre kendte Munia-arter som eksempelvis den Hvidhovedede Nonne.

Foderet bestod dengang af forskellige hirsesorter, ren kanariefrø, kolbehirse samt sandkage (pund til pund), appelsin, blødfoder sammensat af »Joko-mix« nr. 70 blandet med reven gulerod, groft universalfoder, spiret kolbehirse og mikro-melorme. Af disse forskellige ingredienser blev spiret kolbehirse ædt med størst iver og dernæst mest mikro-orme.

Farvebeskrivelse

De fem Pragtnonner begyndte ret hurtigt efter ankomsten at fælde kraftigt og blev først rigtig smukke i løbet af efteråret 1978, idet de i sommermånederne havde flere småfældninger, især af fjerene på hovedet.

Her vil det vist være på sin plads med en beskrivelse af denne smukke fugleart: Hoved, strube og hals sorte. Ryg og vingedækfjer kastaniebrune, svingfjer sorte med kastaniebrune ydersømme. Overhaledækfjer gyldent rødbrune og halefjer mørke med gyldenrødbrune sømme. Bugen er hvid til lys rustfarvet, underhaledækfjer sorte. Øjnene brune til sorte. Næb lyst blågråt til sortgråt. Ben sorte. Der er ingen ydre kønsforskel.

Længde 9-10 cm, altså den mindste af alle nonnerne.


Pragtnonner

Begge grupper bygger rede

I slutningen af maj satte j eg de fem Pragtnonner i en ny voliere på 8 x 3 x 2 m, der dengang var min største og med adgang til en indvendig voliere på 8 x 3 x 3 m, som i forvejen var befolket med ca. 35 par pragtfinker. Pragtnonnerne nød den gode flyveplads, det var som om de livede totalt op, da de blev flyttet.

I indendørsvolieren var der ophængt masser af kurvereder og trådreder (model Curt af Enehjelm). I hver trådrede var indflettet med Gedeblad, og endvidere var opsat duske af fyrregrene. Sidstnævnte desavouerede fuglene dog hurtigt, idet de på få timer pillede alle nålene af. Jeg havde naturligvis også – fuld af forhåbninger – anbragt redemateriale derinde i form af kokostrevler, tørt græs og masser af mos.


Indendørsvolieren, hvor det danske 1. opdræt fandt sted!

Til min store forbavselse havde begge grupper – nemlig det af mig udtagne par og de øvrige tre fugle – allerede næste dag påbegyndt redebygning oven på hver sin trådrede og i hver sin ende af indendørsvolieren. Begge reder blev bygget færdigt på kun tre dage – de var kuglerunde – ja, faktisk ganske ens af udseende og var bygget frit i de grene af Gedeblad, som jeg havde stukket ned i trådrederne.


Pragtnonne rede – fritbygget, som omtalt i teksten

Med andre ord dannede taget på de to trådreder faktisk fundamentet for de to selvbyggede reder.        

Udvendig bestod det mest af græsstrå, medens der til det indvendige hovedsageligt var brugt kokostrevler. Der indgik også enkelte bambusblade, som fuglene hentede i udendørsvolieren. Desværre interesserede de sig i øvrigt så stærkt for bambusbeplantningen, at samtlige fem beplantninger gik ud. Dette har jeg desværre oplevet før i mine volierer, men da var det de Brunbrystede Sivfinker, der lavede »forsvindingsnummeret«.

Et rigtigt par

I det af mig udtagne par, som for øvrigt viste sig at være et rigtigt par, var det hunnen, der byggede reden, medens hannen bragte redematerialet til hende. Efter at reden var færdigbygget, overnattede parret i reden. De andre tre Pragtnonner overnattede i deres rede i modsatte ende af volieren. Jeg har aldrig observeret stridigheder mellem Pragtnonnerne, de er absolut fredelige – ikke alene indbyrdes – men også over for andre arter.


Pragtnonne parret

Nonner i det hele taget, mener jeg, man ikke bør holde sammen med arter, der er aggressive, idet nonnerne, for at ville yngle, må føle sig absolut trygge!

Uheldigvis skulle jeg netop deltage i en bank-kongres i England, så jeg måtte forlade de spændende begivenheder en tid. Min kone tog sig af bestanden, og jeg fandt efter hjemkomsten ved redekontrol den 14. juni, fem befrugtede æg, hos parret. Hos de tre andre Pragtnonner – der i øvrigt senere viste sig at være 1,2 – var der ingen æg, og bortset fra, at de brugte megen tid på at udbedre deres rede med bl.a. kolbehirsestængler, skete der ikke mere hos dem.

Dansk førsteopdræt

Den 20. juni begyndte jeg at høre tiggelyde, og den 28. juni konstaterede jeg fem madede unger i reden. Den 14. juli forlod tre unger reden og den 16. yderligere to. Ungerne blev madet af begge forældre i yderligere tre uger. Opmadningsfoderet bestod hovedsagelig af ubegrænsede mængder af spiret kolbehirse og mikro-melorme tre gange i døgnet.

Da forældreparret også opholdt sig meget i udendørsvolieren, og da denne var beplantet med vilde roser, hyld, humle o.lign., bør det vel nok ikke undervurderes, at de derude havde mulighed for at fange en masse insekter. De fik friske myrepupper tre gange dagligt, hvilke de efter min opfattelse ikke rørte. Den skovjord, der én gang i døgnet blev kastet ind i volieren, rodede de imidlertid ivrigt i, ligesom de bundter af græsstrå, der dagligt blev hængt op, havde deres interesse – ikke mindst da de fem unger selv begyndte at æde. Nævnes skal det også lige, at Pragtnonnernes badebehov er enormt stort.

Efter at ungerne var blevet selvstændige, slog de sig sammen med den anden gruppe på tre fugle og fik til tider oven i købet lov til at komme ind i deres rede. Man tror det næppe, hvis man ikke lige selv har set det, men der kan altså være otte Pragtnonner i én rede! I øvrigt holdt de meget sammen alle ti – åd sammen og badede sammen. Et par Hvidhovedede Nonner gav i øvrigt ni unger på pind i tre kuld – men det er jo en helt anden historie, jeg måske senere vil vende tilbage til…

Ovenstående var så min beretning om det danske førsteopdræt af Pragtnonnen tilbage i 1978.

Gammel kærlighed ruster ikke

I 1999 blussede min gamle kærlighed til Pragtnonnen igen op, da jeg på »Fuglevennen Lolland«s udstilling i Sakskøbing erhvervede 0,1 i salgsafdelingen. Henning Pust skaffede mig endnu en hun fra salgsafdelingen på udstillingen i Århus, og fra K. B. Knudsen i Køge fik jeg yderligere en hun. Til sidst kom jeg i kontakt med Rita Søltoft i Næstved, hvor jeg i december afhentede 2,1, så jeg ved indgangen til år 2000 i alt havde tre par. Senere fik jeg yderligere to par fra Holland, og alle fem par blev i sommeren 1999 sat i en udendørsvoliere på 100 m², og selv om jeg ikke så meget til dem, ynglede de imidlertid og fik ti unger på pind!


Pragtnonnernes store nye voliere

Stor tak til K. B. Knudsen, Køge

I foråret 2001 blev jeg af K. B. Knudsen inviteret til overtage »Køge Fugleforening«s æresmedlem, Vilhelm Nielsen’s (blandt venner kaldet »Sir Vilhelm«) plads på en tur til Holland/Belgien. Han havde lige forinden gennemgået en større operation og ville derfor ikke med. Han havde imidlertid været med året før og omtalte med stor begejstring turen. Jeg må da også tilstå, at det blev den bedste fugletur, jeg nogensinde har været med på – særdeles vel tilrettelagt og med to fremragende chauffører, ligesom vi heller ikke fik for lidt spise, og selskabet hedder derfor blandt venner: »De små synger« – guderne må vide hvorfor?

Hos Henk van Os i Holland henledte den gode K. B. Knudsen min opmærksomhed på to kassebure fyldt med Pragtnonner – dem købte jeg alle sammen.


Kassebure – sektionen på Rungsted Kyst

Miniature-underart

Den nyindkøbte, lille flok Pragtnonner lignede alle en miniature-udgave af mine hidtidige Pragtnonner, nemlig nominatformen Munia spectabilis spectabilis, som jeg havde fået dansk førsteopdræt af. De nyerhvervede derimod viste sig at være af underarten Munia spectabilis mayri fra Nordvest-Papua i Ny Guinea. For det første er denne mindre end nominatformen, men også mere lysebrun på ryggen, og den gule overryg er stærkere i farven. Endvidere er fuglene mere temperamentsfulde, men alt om dette kan man læse i Robins Restall´s bog: »Munias and Mannikins«. Henning Pust var i øvrigt uafhængig af mig også i Holland/Belgien i den samme uge. Skæbnen ville, at vi mødtes ved færgelejet i Puttgarden lørdag nat på vej hjem. Det viste sig, at han havde købt yderligere seks Pragtnonner og fem Dværg-Sivfinker til mig, som jeg så fik overladt, inden færgen sejlede.

Variant af underart

Se, sådan kan det gå, nu havde pludselig en hel, lille flok Pragtnonner af den sjældne underart mayri, men det blev endnu bedre, idet der i flokken på 27 fugle var to, som skilte sig ud fra de øvrige. De viste sig nemlig at være en variant af M. s. mayri, med svagt cremefarvet bryst, hvor dette hos nominatformen er hvidt, samt små grå ringe (barrings) på overdelen af brystet og flankerne.

I skrivende stund har jeg redeunger af parret med barrings – så det er ulideligt spændende!

Animalsk protein

Min foderplan har jeg tidligere udførligt beskrevet i »Dansk Fuglehold«, men jeg bør nok lige nævne, at spirede, røde franske hirsekolber er Pragtnonnernes yndlingsfoder og dertil mikro-melorme, når der er unger! Mit spirede frø bliver nu også tilsat en måleske »Pieters Speciaal«, et animalsk protein, som består af Eiwitt 90 + Protein 90. Dette proteinprodukt anvendes af såvel australske, belgiske, engelske som hollandske opdrættere med stor succes. Én enkelt engelsk opdrætter har således, ved hjælp af dette animalske protein, på én sæson fået bl.a. 82 Mangefarvede Papegøjeamadiner (A. coloria) og 118 Peales Papegøjeamadiner på pind!

I Holland og Belgien benytter fugleimportørerne et produkt, der hedder »Bovomix« fra Bogena, og som er et konditionspulver med vitaminer, sporestoffer etc. – som en slags antistress-middel. Dette får alle mine nye fugle i en kort periode, og af og til også min bestående bestand.

Må Pragtnonnen igen finde vej til de danske volierer

Man må nok generelt sige om nonnerne som fuglegruppe, at de aldrig har været det store sus hos fugleholdere. Et par af årsagerne kan være, at nonnerne, som i øvrig er ganske livlige fugle, ofte har siddet på alt for trang plads eller, at man uvidende om fuglenes køn har holdt to hanner eller to hunner sammen i stedet for et rigtigt par.


Interiør fra fuglehuset

Nonnerne er som nævnt udpræget fredelige over for andre beboere i volieren og passer deres eget. De bør ikke sættes sammen med for store eller for voldsomme fugle, idet nonnerne, trods deres kraftige næb, ikke synes at ville forsvare sig, men i stedet foretrækker at gemme sig.

Pragtnonnen er som sagt en fredelig, smuk og aktiv fugl og at god opdrætte, og lad os derfor håbe, at den igen må finde vej til de danske volierer!

Stor tak

Grunden til denne artikel er Rita Søltoft, Næstved, som jeg skylder stor tak, idet hun som tidligere nævnt i december 1999 hjalp mig med at få Pragtnonner igen. Det var i øvrigt en stor oplevelse at se hendes fuglehold, fodermetoder etc., og selv om jeg har haft fugle i over 50 år, var det særdeles udbytterigt for mig at besøge hende – dér kunne jeg virkelig lære noget. I foråret 2000 gjorde jeg så det igen, denne gang som chauffør for Dansk Fuglehold´s redaktør for tropefugle, Mogens Stig Andersen, Frederikssund. På dette tidspunkt var alle Rita Søltoft´s fugle kommet i udendørsvolierer i haven, det var virkeligt imponerende. Specielt de to par Purpurkronfinker gjorde stort indtryk på mig, hvilket ingen vel kan fortænke mig i!


Deleksteriør af Rita Søltoft´s mange volierer

Rita Søltoft´s fuglehold er et af de mest velplejede fuglehold, jeg har set. Ikke så underligt, at de mange førsteopdræt af fugle som bl.a. Perleastrild og Citronbrystet Sisken er sket netop her.

Litteraturhenvisninger:

Jürgen Nicolai: Prachtfinken, bind I.
Henning Pust: Politikens Stuefuglehåndbog.
Curt af Enehjelm: Pragtfinkebogen.
Robin Restall: Munias and Mannikins.
Dr. J. Steinbacher: Erstimporte seltener Prachtfinken, Gefiederte Welt 1/71, side 19.
R. Neff: Weitere Beobachtungen an der Prachtnonne und der Neuguinea-Papageiamadine, Gefiederte Welt 4/72, side 68.
Dr. R. Burkard: Von einigen selteneren Psittaciden und Prachtfinken, Gefiederte Welt 1/81, side 2.
Henning Pust: Pragtnonnen, Dansk Fuglehold 6/78, side 88.

Fotos Flemming Barslund

Lukket for kommentarer.